kul kalender ikon HVID
Du kan også finde Kultur:Køges nyhedsbreve om alt hvad der sker i Køgeområdet på Facebook
Billedkunstner Birgit Brænder åbner sit værksted i Strøby Egede, når kunstnere over hele Stevns inviterer indenfor til Åbne Atelierdøre lørdag den 29. og søndag den 30. august 2026.
Åbne Atelierdøre giver mulighed for at møde kunstnerne dér, hvor værkerne bliver til, og opleve deres arbejdsrum og kunst på nært hold. Hos Birgit Brænder på Stevnsvej fylder værkerne den høje kælderetage – fra ganske små arbejder til store værker og billeder i utraditionelle formater.
Landskaber, fugle og stærke farver
Naturen er en tilbagevendende inspirationskilde i Birgit Brænders kunst. Landskaberne er inspireret af det skiftende lys ved vandet, men gengives ikke naturalistisk. I stedet omsættes de til abstrakte kompositioner med både kraftfulde og sarte farveflader.
Også fugle, som Birgit Brænder har arbejdet med siden sin tid på kunstakademiet, er vendt tilbage i hendes værker. De optræder blandt andet som unikatryk i flere lag på håndlavet papir med kobberfarvet slagmetal. I de senere år har stadig skarpere farver og nye dyremotiver som mus, kaniner og får desuden fundet vej ind i kunsten.
Birgit Brænder er uddannet billedkunstner og cand.mag. i kunsthistorie, æstetik og kultur og har gennem årene udstillet på en række gallerier og museer i Danmark og udlandet.