herreklubber samler naesten 200 maend i koege kommune
Pressefoto fra Køge Herreklubber.

Herreklubber samler næsten 200 mænd i Køge Kommune

Det begyndte med en enkelt herreklub i Ejby i 2023. I dag er der syv klubber med næsten 200 medlemmer fordelt over Køge Kommune. Her mødes mænd om fællesskab og sociale aktiviteter – og for mange er det samtidig blevet begyndelsen på et mere aktivt liv.

 

En grillaften, en god snak eller en fælles aktivitet. Det behøver ikke være mere kompliceret for at skabe nye bekendtskaber og et sted at høre til.

 

Det er tanken bag herreklubberne i Køge Kommune, der især henvender sig til mænd i den erhvervsaktive alder. Klubberne giver mulighed for at mødes med andre uden krav om særlige færdigheder eller præstationer.

 

Fra fællesskab til motion

Med initiativet Det Bare Mænd er sundhed og bevægelse også blevet en del af aktiviteterne.

 

Det begyndte med gåture og samtaler, men har siden udviklet sig til blandt andet cykling, bordtennis og floorball. Der bliver også arrangeret foredrag om diabetes, alkohol og sund livsstil.

 

– Det startede med walk and talks, og så har det på medlemmernes præmisser udviklet sig derfra. Flere er blevet interesserede i at ændre deres livsstil og dyrke motion som eksempelvis cykling, bordtennis og floorball. Fællesnævneren er, at de fleste af mændene ikke dyrkede motion før, fortæller Karsten Kjær, formand for Herreklubberne i Køge Kommune.

 

Det Bare Mænd er et samarbejde mellem herreklubberne, Steno Diabetes Center Sjælland og Køge Kommune.

 

Plads til at være med

For mange af medlemmerne er det sociale fællesskab den vigtigste grund til at komme i klubberne. Her kan man møde andre mænd, få nye relationer og deltage i aktiviteter uden at skulle præstere noget bestemt.

 

Samtidig oplever klubberne, at fællesskabet giver deltagerne lyst til at bevæge sig mere og ændre vaner omkring blandt andet kost og alkohol.

Herreklubberne når også mænd, som ikke nødvendigvis føler sig hjemme i det traditionelle forenings- og idrætsliv.

 

Stor interesse for herreklubberne

Den første herreklub blev etableret i Ejby i begyndelsen af 2023 og har i dag 54 aktive medlemmer. Omkring 70 mænd står på venteliste til netop denne klub.

 

Siden er yderligere seks klubber kommet til, så der nu er syv herreklubber med tilsammen næsten 200 medlemmer i Køge Kommune.

 

Den store interesse viser, at der er behov for steder, hvor mænd kan mødes, skabe nye relationer og være en del af et fællesskab – uanset om de kommer for hyggens, motionens eller samværets skyld.

 

Find en herreklub i dit lokalområde

Har du lyst til at være med i en herreklub, kan du tilmelde dig via herreklubbernes hjemmeside. Her vælger du dit lokalområde – eksempelvis Ejby, Borup, Herfølge, Ølby eller Køge Midtby – så du kan blive hjulpet videre til et fællesskab.

 

Læs mere om herreklubberne og mulighederne for at deltage på deres hjemmeside >

 

 

Formand Karsten Kjær fortæller om herreklubberne til Nils Gisli, Køge.tv & Podcast:

 

Video thumbnail
ny stor musical med roedder i koeges heksehistorie
KULTUR:NYT

Ny stor musical med rødder i Køges heksehistorie

Køges dramatiske historie om hekseforfølgelser får nyt liv på ...
mystik heksehistorier og okkult marked paa koege museum
KULTUR:NYT

Mystik, heksehistorier og okkult marked på Køge Museum

På allehelgensaften lørdag den 31. oktober forvandles Køge Museum ...
borgere skal selv saette gang i leg og faellesskab i koege
KULTUR:NYT

Borgere skal selv sætte gang i leg og fællesskab

Voksne med udviklingshandicap i Køge Kommune får mulighed for at ...
nye skate tilbud til 8 11 aarige i skatepark koege 1
KULTUR:NYT

Nye skate-tilbud til 8-11-årige i Skatepark Køge

Køge Ungdomsskole har nu åbnet op for tilmelding til ...