kul kalender ikon HVID
Du kan også finde Kultur:Køges nyhedsbreve om alt hvad der sker i Køgeområdet på Facebook
Efterårets arrangementsprogram fra KøgeBibliotekerne er på gaden og byder på et væld af oplevelser for både børn og voksne på bibliotekerne i Køge, Herfølge og Borup.
Her kan du blandt andet møde forfattere, forskere og kulturpersonligheder, deltage i foredrag, workshops og familieaktiviteter – eller lade dig inspirere af årets mange temaarrangementer.
Kendte forfattere og spændende foredrag
Blandt efterårets gæster er Kim Fupz Aakeson, der fortæller om sin prisvindende roman Skyggen foran mig, og Peter Øvig, som sammen med undergrundspoeten Slagger Lund deler personlige erfaringer med psykisk sygdom ved TorsdagsSalonen i Herfølge.
Du kan også møde tv-journalist og forfatter Erkan Özden, der fortæller om sin selvbiografi Små mænd med store hænder, og forsker Fatima AlZahra'a Alatraktchi, som kombinerer sin personlige historie med fascinerende fortællinger om bakteriernes skjulte verden.
Oktober står i heksenes tegn
Efter succesen sidste år vender Heksedage tilbage med foredrag, naturvandringer og kulturelle oplevelser inspireret af Køges dramatiske heksehistorie.
Programmet byder blandt andet på foredrag om Køge Huskors, skovvandring, fuldmåneyoga med højtlæsning og en hel dag i det heksede univers ved Heks i hjertet.
Derudover kan du møde Adam Price og teaterchef Søren Møller, som fortæller om musicalen OLIVIA og skyggedansernes hemmelighed, der henter inspiration i Køges historie.
Oplevelser for børn
Efterårets program rummer som altid også masser af aktiviteter for de yngste.
Der er blandt andet børneteater, Mumi-vinter på Borup Bibliotek, oplevelser i Narnia-universet i Herfølge samt manga-workshop og andre kreative aktiviteter.
Kultur samlet ét sted
Som noget nyt indeholder arrangementskataloget også programmer fra Tapperiet og Teaterbygningen, så du får et samlet overblik over en stor del af efterårets kulturliv i Køge Kommune.
Kataloget kan hentes på bibliotekerne i Køge, Herfølge og Borup.
På billedet ses biblioteksmedarbejderne Esben, Flora, Mathilde og Stine, der glæder sig til at dele kataloger ud.