kul kalender ikon HVID
Du kan også finde Kultur:Køges nyhedsbreve om alt hvad der sker i Køgeområdet på Facebook
Køge Kunstforening præsenterer Souvenirs, en unik udstilling af Charlotte Bergmann Johansen, skabt specielt til Køge Kunstforenings udstillingssted Togvognen.
I Souvenirs tager Charlotte Bergmann Johansen publikum med på en rejse mellem havets vidder, gamle familiehistorier og drømme om frihed. Hun fortæller om sin far, der stak til søs som 15-årig, og om hans søskende, der fulgte trop. Som matroser, hovmestre og stewardesser fandt de deres plads på havet – et sted hvor fortidens begrænsninger kunne viskes bort, og nye liv kan begynde.
Liv og død, frihed og skæbne
Charlotte Bergmann Johansens egen barndom er farvet af tab og mystik. Hun var kun 180 dage gammel, da hendes farmor druknede i Aalborg havn under en nytårsfrokost. Dette tidlige møde med døden har sat spor, men også åbnet en fascination af, hvordan liv og død, frihed og skæbne, hænger sammen.
Under et ophold i Rom blev hun draget mod kapucinermunkenes rum, hvor tusindvis af knogler var arrangeret i sirligt mønstre på loft og vægge. Senere gik hun alene i katakombernes mørke gange, med kun en lommelygte og en guide, og dér opstod Sømanden – et alter ego, der bliver udstillingens hjerte.
Find spor af din egen sømandsdrøm
Sømanden er kæk og eventyrlysten, med skæg, hvide bukser og busseronne med blå krave. Han sejler ud i livet på sine egne præmisser, fri af landjordens regler, og repræsenterer mod, handlekraft og udlængsel. I hans blik skimtes både humor, alvor og en længsel efter nye horisonter.
Udstillingen blander personlige historier, familieerindringer og kunstneriske installationer, og skaber et rum hvor beskueren selv kan møde Sømanden – eller måske finde spor af sin egen sømandsdrøm. Hver installation, hvert billede, hver genstand bærer minder med sig, alt det vi tager med os hjem.
Gå ind i fortællingen
Souvenirs er ikke kun en udstilling – det er en fortælling, man kan gå ind i og blive en del af, et møde mellem liv, død og eventyr, mellem fortid og drømme om fremtiden.
Se en kort video samt åbningstider for udstillingen Souvenirs her >